”Rampen til det gode job” var et arbejdsmarkedsprojekt, der foregik som et samarbejde mellem Jobcentrene i Aarhus og Odder samt SIND Erhverv fra december 2018 til oktober 2020.

”Rummelig I Midt” gav via EU og Socialstyrelsen midler til projektet. Derudover var der en mindre medfinansiering fra begge kommuner.

Formål:

At hjælpe med at skaffe arbejde til personer, der havde fået tilkendt fleksjob på baggrund af psykisk sygdom/sårbarhed. Samt gennem dialog med virksomheder skabe det bedst mulige match mellem personen i fleksjob og virksomheden. Derudover være med til at øge åbenheden om psykisk sårbarhed på arbejdsmarkedet, således at personer med psykisk sårbarhed på lige fod med alle andre tænkes ind som fremtidige medarbejdere.  

Antal:  96 borgere deltog i indsatsen – 56 fra Aarhus Jobcenter og 40 fra Odder Jobcenter.

Måltal:  At 60% af borgere var i varigt fleksjob (svarende til seks måneder) ved afslutning af projektet.

Tilgang til borgerne:

Ud fra den pædagogiske metode ”Du bestemmer” har der været fokus på borgernes rolle i forhold til at tage ansvar for egen proces og eget liv. Derudover opfordres borgerne til at reflektere over egne valg i livet. Alle inkluderede borgere har haft en kontaktperson fra projektgruppen i SIND Erhverv. Kontaktpersonen har tilbudt personlige samtaler ud fra borgernes behov med det formål, at borgerne blev klar til arbejdsmarkedet. Samtalerne indeholdt både det arbejdsmarkedsrettede samt ”hele livet”, for der kan være rigtig mange ting fra privatlivet, der spænder ben for arbejdslivet. Der har ikke været et fast interval for samtalerne. De blev afholdt ud fra behov. Generelt havde borgerne samtaler enten hver uge eller hver anden/tredje uge.

Derudover forestod kontaktpersonen den direkte kontakt til virksomhederne. Efter borgeren var kommet i praktik og job, var der fortsat kontakt til borgerne med tilbud om individuelle samtaler for på denne måde at fastholde borgerne i job. Ligeledes var der kontinuerligt kontakt til virksomhederne – begge dele ud fra behov.

Tilgang til virksomheder

De borgere, der magtede det, fik til opgave at udfærdige en lille liste med 3-5 virksomheder, hvor de kunne se sig selv. De lavede enten research på nettet eller researchede i lokalområdet i forhold til hvilke virksomheder, der var tilgængelige og relevante. Som start blev der taget udgangspunkt i hvilke arbejdsopgaver borgerne drømte om at varetage. Hvis der ikke var mulighed for at opfylde ”drømmen”, gik researchen over til, hvad man ellers kunne se sig selv i.

Langt de fleste sårbare/psykisk syge har svært ved at kontakte virksomheder med forespørgsler om praktik og job. Kontaktpersonen i SIND Erhverv var ”borgerens forlængede arm” i forhold til denne kontakt.

Der blev aftalt et indledende møde, hvor borgeren deltog sammen med kontaktpersonen i langt de fleste tilfælde. Til mødet på virksomheden blev både opgaverne fra virksomhedens side samt kvalifikationerne, som borgeren besidder, gennemgået. Ligeledes blev virksomheden informeret om skånehensynene. Det var en dialog om hvordan borgeren bedst trives i forhold til skånehensynene, og hvordan virksomheden kan imødekomme dette.

Måltal

Ca. 30 % af deltagerne sluttede af med at komme i selvforsørgelse.

Derudover var der 15 deltagere, der fik tilkendt pension eller kom i proces hertil

Yderligere 12-15 deltagere skulle udredes i forhold til deres psykiske udfordringer.

I betragtning af målgruppens kompleksitet og mange udfordringer ses resultatet som tilfredsstillende. Mange af deltagerne var markant langt fra arbejdsmarkedet, dette ses også i resultatet for pensioner og yderligere udredninger. Det vurderes, at for mange var forløbet styrende for deres fremtidsudsigter på arbejdsmarkedet hvilket mange af deltagerne gav udtryk for.

Evaluering

Evalueringer fra RUMMELIG iMIDT:

Side 32-33 Fra metodehåndbog

Jonna fra SIND Erhverv video evaluering