Interview med Emil

Emil har haft hårde odds imod sig
-nu læser han til læge



Emil læser medicin på 6. semester og er far til snart to børn. Han giver udtryk for, at vejen til
medicinstudiet har været hård.
Emil droppede ud af det almene gymnasium og tog en HF-eksamen over en periode på 7 år. Han
har tidligere haft kontakt til psykiatrien og været i misbrugsbehandling. Emil oplevede, at der på
HF var en høj grad af fleksibilitet, og at underviserne var meget opmærksomme på de
studerendes trivsel. Emil fandt sin rette hylde på HF, hvor han udviklede sig både fagligt og
personligt.

“Fleksibiliteten passede godt til mig på HF, og jeg kunne tage fagene i mit eget tempo, og jeg fandt
mangfoldigheden på Aarhus HF og VUC enormt tiltalende. Nogle kom direkte fra folkeskolen,
mens andre havde været væk fra uddannelsessystemet i flere år. Der var en stor accept af
forskellighed, og folk var gode til at støtte hinanden fagligt og socialt. Jeg indgik i nogle gode
relationer til mine undervisere, som havde stor forståelse for min situation og talte til en i
øjenhøjde. Jeg modtog ikke specialpædagogisk støtte på HF, men oplevede, at der var et meget
støttende miljø på uddannelsen, som gjorde, at jeg kom igennem med et godt resultat.
Undervisningen på HF gav mig en fast struktur i hverdagen, og jeg blev mere og mere målbevidst
som følge af dette. Det var vigtigt for mig at komme afsted hver dag, og helt automatisk blev jeg
mere selvstændig, og mit selvbillede forandrede sig i positiv retning. Det faglige udbytte på HF var
stort, og jeg fik nye fællesskaber, der gjorde det lettere at slippe mit misbrug. “

Emil opfordrer til, at folk skal blive bedre til at tale åbent om deres trivsel som studerende. Han
giver udtryk for, at det er hårdt arbejde for de fleste mennesker at tage en uddannelse.
“Jeg har været et sted i mit liv, hvor jeg har haft det meget svært og har været helt ude af
uddannelsessystemet. Jeg kunne have givet op mange gange på HF, men har kæmpet mig
igennem med støtte fra mine undervisere og mine nærmeste. Det har krævet meget tid og mange
ofre at nå til der hvor jeg er i dag, men alternativet var nok, at jeg ville have fortsat med at leve et
liv, hvor udsigten til at dø ung eller ende på den lukkede afdeling var forholdsvis stor.
Det kræver hårdt arbejde at tage en uddannelse, både gymnasial og videregående, men jeg ville
på ingen måde have været det foruden. Til sommer har jeg to børn og en bachelor i medicin, for
10 år siden havde jeg absolut intet, der var værd at leve for. Nogle gange skal man kæmpe for det
og tro på, at det nok skal lykkedes, også selvom det kræver tid. Hårde perioder er næsten en
selvfølge på en uddannelse, men vi skal blive bedre til at tale om det med hinanden. Har man det
svært, vil jeg opfordre til, at man rækker ud efter hjælp. Jeg har selv brugt mine undervisere og
studievejledningen, men har også fået stor hjælp fra min egen læge. “

Emil giver udtryk for, at han er rigtig glad for sit liv i dag. Han glæder sig til snart at blive far for
anden gang og ser frem til at blive færdiguddannet læge om nogle år. “Man skal tro på, at det er
muligt at udvikle sig og realisere sine mål. Man er ikke nødvendigvis fastlåst i en svær situation,
og livet kan forandre sig til det bedre. Det vigtigste er at kontrollere de ting, som man selv kan
kontrollere. Jeg har blandt andet haft stor glæde af fysisk træning, som har styrket mit mentale
helbred gevaldigt. De bump, som vi møder på vejen, kan være med til at gøre os stærkere. Det
vigtigste er bare, at man er optimistisk og tror på sig selv, og når tilværelsen er hård, så skal man
ikke være bange for at række ud. Jeg brugte mange år på at tage en uddannelse, og hvis man er
god til at mærke efter og tale om tingene, når det spidser til, så behøver det ikke at tage så lang
tid, det er jeg sikker på“, siger Emil

SIND Rådgivning har fokus på de unge i uddannelsessystemet. Denne artikel er en del af
en serie om unge mennesker, der på trods af psykisk sårbarhed, er i gang med at
gennemføre eller har gennemført en uddannelse.
SIND arbejder for at skabe forståelse og tolerance for mennesker med psykisk sårbarhed
og deres pårørende. SIND Rådgivning er ansvarlig for den landsdækkende
telefonrådgivning samt rådgivning, støtte og undervisning til både personer med psykisk
sårbarhed og deres pårørende.
SPS er en forkortelse for Specialpædagogisk Støtte. SPS skal sikre, at studerende med
psykisk sårbarhed eller funktionsnedsættelser har mulighed for at tage en uddannelse på
lige fod med deres medstuderende (Hvad er SPS? – SPS (spsu.dk))
Du skal kontakte dit uddannelsessted for at blive visiteret til specialpædagogisk støtte.